Aunslev-fotograf udstiller på Amager og i Flensborg
Af Niels Andreasen

Aunslev: Fotograf Carlo Pedersen, Aunslev, har to store udstillingsopgaver senere på sommeren.

Det er hans portrætbog om den mange gange prisbelønnede danske fotograf Viggo Rivad, som vækker interesse rundt om.

Rivad er Carlo Pedersens store forbillede, og i forbindelse med portrætbogen fulgte Carlo Pedersen Rivad jævnligt gennem tre år. Blandt andet foretog de to en rejse til Cuba for at gense nogle af de steder, hvor Rivad i sin tid tog nogle af sine berømte billeder.

Carlo Pedersen viste for nylig sine billeder om Rivad på Anders Draghes Gård i Nyborg, og nu skal hans billeder så videre.

Den 8. august åbner han fotoudstillingen "Fotografens univers" i udtillingscentret "Plyssen" på Amager Strandvej ved Kastrup.

Carlo Pedersen er til stede på dagen, det samme vil den nu 87-årige Viggo Rivad. Sammen signerer de Carlo Pedersens portrætbog om Rivad.

Senere på dagen er der billedfordrag med titlen "En fotobiografi bliver til og det cubanske folk."

Udstillingen på "Plyssen" varer til 30. august.

Herfra går det så hurtigt videre til flensborg, hvor Carlo Pedersen den 8. september skal være klar med udstillingen på Dansk Centralbibliotek i Flensborg, hvor der som på amager også bliver bogsingering og foredrag på åbningsdagen.

Carlo Pedersen fortæller, at der især i Flensborg er stor opmærksomhed om udstillingen blandt medlemmer af det danske mindretal, så Carlo Pedersen har store forventninger til udstillingen netop her.

Fotoudstillingen i Flensborg varer til den 30. september.