09. marts 2010 04:00
-
Send artiklen Købmand med musik i blodet til din ven.
Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
Købmand med musik i blodet
Bjerne ’Trica’ Christensen, tidligere købmand i Nyborg, har netop udgivet sit debutalbum
Af Camilla Christoffersen
Nyborg: Kunne Bjerne Christensen selv have valgt, ville hans karrierevalg have taget en lidt anden drejning. I stedet for at stå bag købmandsdisken, drømte han mere om rockmusik og spotlight.
Nyborg: Kunne Bjerne Christensen selv have valgt, ville hans karrierevalg have taget en lidt anden drejning. I stedet for at stå bag købmandsdisken, drømte han mere om rockmusik og spotlight.
1 anbefaler denne artikel
- Jeg skulle måske have været noget andet end købmand, men dengang blev vi ikke rigtig spurgt, hvad vi gerne ville, siger Bjerne Christensen, som har været købmand i Nyborg siden 1983.
Der dog ikke antydningen af bebrejdelse eller fortrydelse i hans stemme - i dag er han nemlig midt i at realisere sin drøm om at blive musiker. Han har for egne penge udgivet sit debutalbum.
- Det er ikke skønsang overhovedet. Det er bare min stemme, siger Bjerne Christensen beskedent om sin cd, som rent musikalsk er en blanding af dansktop, pop og country.
Vej ud af krisen
Selv om han altid har spillet musik, har Bjerne Christensen aldrig tidligere selv skrevet sange. Men netop sangskrivningen blev hans redning, da han i 2003 blev ramt af en krise: Efter blot et år som indehaver af bowlinghallen ved Føtex måtte han opgive foretagendet på grund af dårlig økonomi.- Det var hårdt, men musikken gav mig sådan en ro i kroppen, siger Bjerne Christensen.
Inspirationen til sangene kom især fra den smukke østfynske natur, hvor Bjerne Christensen sugede indtryk til sig under sine talrige gåture.
Selv om han tidligere har rejst i både Sydamerika og Afrika, er det ikke de fremmede landes eksotiske udtryk, der har givet stof til strofer og tekst.
- Nej, det skal være her i livet, lige her hvor jeg er, at jeg skal finde inspirationen, siger han.
Og med udsigt til skov, strand og Storebælt kom idéerne til mere end 50 sange, som han selv har skrevet, komponeret og i første omgang indspillet på sin egen optager.
- Den kom jo meget pludseligt, inspirationen. Nogle gange måtte jeg stå ud af sengen midt om natten, fordi jeg havde drømt en strofe eller en linje, fortæller Bjerne Christensen. Han lærte meget hurtigt, at det måtte skrives ned med det samme, ellers forsvandt idéerne igen.
Foreløbig er cd’en til salg på Bjerne Christensens hjemmeside. Og 114 eksemplarer af albummet er sendt ud til forskellige radiostationer rundt om i Danmark med det formål at skabe grobund for en radioturné til foråret.
For kunstneren selv har det været en smule overvældende. Men det afskrækker nu ikke Bjerne Christensen:
- Nu har jeg sagt A og B, så må jeg også sige C og D. Det skal gøres ordentligt, og jeg vil sige ja til alt, hvad der kommer.